Den legendariske UETZE-tur 1991.

 

Denne fortælling om Uetze-turen kan måske virke lidt forvirrende enkelte steder, men for dem som deltog dengang for 11 år siden, var det en oplevelse af de bedste. Det er også derfor jeg nu 11 år senere, vil forsøge at delagtiggøre jer andre i denne kanon gode tur til Uetze. Jeg har bevaret sproget fra dengang, tidstypisk og autentisk. Derfor har jeg enkelte steder forsøgt at forklare diverse ord.

Følgende beretning er taget fra vores klubblad nr.1 1991, og er skrevet af Lars B. Olsen. Der skete naturligvis meget andet, end det Lars har fået med her. Prøv at spørge nogle af de overlevende fra dengang, om deres oplevelser. Der er mange sjove ting….

 

Morten F. Jensen

19.08.2002

 

I år var det for 2. gang vores tur til at besøge Uetze. Vi samledes 9 mand på Præstø Bibliotek torsdag d. 22.08.1991. Jørgen, Anders, Morten, Kenneth og Christian i bil 1. Torben, Henning, Mogens J og Lars i bil 2.

I år var vi blevet inviteret en dag mere end sidst, da tyskerne syntes sidste besøg var for kort.

Vi tog af sted kl. 15.30 fra biblioteket. Det viste sig selvfølgelig at færgen også denne gang var forsinket, men heldigvis kun en halv time. Men tror I at man ved færgerne i Rødby Havn kan finde en pølsevogn? Næh nej! Det er simpelthen det mest øde sted der findes, så hvis man ikke var sammen med andre, kunne man nemt tro at man var Palle alene i verdenen. Jeg har derfor besluttet at jeg på skakklubbens vegne, vil skrive til trafikministeren, for at få ham til at skrive under på en bro eller tunnel mere, nu når han er i gang. Det betyder jo intet om vi tilføjer gælden med 100 trilliardbillioner. (Dengang skulle alle landsdelene gøres landfast, så tanken var nu slet ikke så fjern igen.)

Nå endelig kom færgen og vi kom om bord. Det skal lige indskydes at Jørgen ved færgelejet var mere end villig til at bytte Kenneth ud med hvad som helst….. Det var vist noget med han var vaccineret med en grammofonstift! (Grammofon! Det var en musikting man havde i det forrige århundrede. Den blev brugt til at afspille grammofonplader.) Gu’ve om det er nye EF-regler??

Tilbage på færgen. Der fik vi hurtigt erobret os et bord i cafeteriet. Den eneste der havde været forudseende og havde tid var Mogens, som havde smurt en madpakke som han i øvrigt delte ivrigt ud af til Morten og Anders. Vi andre nøjedes med enten frikadeller med syntetisk kartoffelsalat eller kolde pølser med brød.

Morten som var blevet tørstig, stillede sig op i køen til cafeteriet. Der begyndte snakken med en ung dame (hun var vel mellem 50 og 70) Det begyndte egentligt meget godt, men jeg ved sgu ikke, så fik Morten sagt et eller andet han ikke skulle, for damen blev pludselig mopset og sagde et eller andet meget hurtigt efter hinanden til Morten. Det betød så der blev dømt fri mobning, nej ikke på Morten – På damen selvfølgelig.

Nu var det sådan at øllerne var lidt dyre i cafeteriet, så Kenneth, Christian og Anders blev enige om at splejse til 2 rammer øl (Kun til dem selv). Da de kom tilbage med øllet blev de ”lidt” til grin, da man jo kan købe øl billigere i Tyskland. Hvad gør 3 unge håbefulde skakspillere så? For til grin vil de jo ikke være. De går selvfølgelig ned og spørger om de kan bytte den ene ramme. Den anden var de jo begyndt på. De får grønt lys af en dame i supermarkedet og kommer tilbage for at hente øllet. Der var selvfølgelig ikke et øje tørt, da de for 2.gang kommer tilbage med det samme øl. Det viste sig at de var løbet ind i en herre med højere status end kassedamen og han tillod det ikke. Næste gang venner, husk lige bonen. Det betød så at efter vi havde gjort dem til grin på hele færgen, fik vi slet ikke lov, til at smage om øllet var godt nok… Kan I forstå det?

Så var vi i land og kom godt fra borde. Der var meget trafik og færgefolkene var nemlig smarte ved at lukke alle de store lastbiler ud først. Pludselig efter 8-9 min. kørsel, kører Jørgen ind på en rasteplads?? Nu gik det jo lige så godt! Det var så Kenneth der havde glemt at hælde vandet fra kartoflerne – Fri mobning igen. HVOR ER MOGENS NU HENNE, NÅ DER!

Uden yderligere problemer, d.v.s. Rip, Rap og Rup (de 3 unge håbefulde) med deres ølforbrug, ofte bad om at komme af. Det var under et ophold på en rasteplads, hvor en ung dame luftede en hundehvalp, at Rap henvendte sig til hende: IT’S A VERY GOOD DOG YOU HAVE. Hun så undrende på Kenneth og vendte så rundt. Vi ankom til Uetze ca. kl. 21.00.

Der var så smurt nogle snitter og til glæde for Torben og Jørgen, blev der også serveret øl. De to havde under hele turen holdt sig pinlige…. Ædru. Rip, Rap og Rup fik sig også en øl, men den kunne Anders ikke lide, han skulle i hvert fald ikke have de øl – selvom de var gratis. Jeg prøvede at sige til ham at efter 6-7 stykker så smagte de slet ikke så dårligt, men om han ville have flere, næh nej.

Jørgen havde været forudseende og købt 1/1 gl. dansk på færgen og spurgte mig, om han skulle hente den. Det må Frank Soyka have hørt, for pludselig var der 2 flasker på bordet!! Og jeg vidste Jørgen ikke havde hentet sin og så fuld var jeg heller ikke, så jeg så dobbelt.

Vi blev delt ud til vores respektive værter, hvor vi skulle overnatte – Der spiste vi også morgenmad.

Jørgen og Morten skulle sove samme sted! Jørgen fik tildelt en seng der var en konge værdig, og som Morten udtrykte det ”OG JEG SOV I FODENDEN”. Om morgenen blev der rigtig kræset for de 2 med al slags pølse – Prøv at spørge Jørgen om han kan lide pølse.

Næste step var så en bytur for indkøb. HVOR ER MOGENS NU HENNE? NÅH, HAN ER GÅET I FORVEJEN. Kenneth gjorde sig igen bemærket ved at sige om en flaske sprit ”13 DOLLERS, DET ER FAME BILLIGT DO”. HVOR ER MOGENS NU HENNE? NÅH HAR ER GÅET I ALDI.

Bagefter tog vi ud til et å-løb hvor vi havde lejet nogle kajakker, dem som ikke turde fik nogle vandcykler i stedet. Det gjaldt nu helt sikkert om at komme først og sprøjte mest vand på de andre, ik Torben?

Så smuttede den eddermanme med Kenneths timing igen, ca. 30 sek. Før vi skulle ud at sejle. Investerede han i en steak med kartoffelsalat og 1 liter (jeg sagde liter) øl. Nu er 1 liter øl meget når man faktisk ikke har mere end ca. 10 sek. til at drikke den – så den blev droppet 2/3 fuld!! Fri mobning.

Om eftermiddagen blev der gjort klar, til det vi var kommet derned efter SKAK – eller hvad var I kommet for?? Tyskerne havde stærkeste opstilling på nær 2 mand. Kenneth gjorde sig også denne gang bemærket, ved at vinde bræt 9 over Oliver Baier – FLOT! Siden fulgte Torben med remis. Mogens med sejr. Undertegnede tabte efter 3½ time til Frank Roller. Christian fulgte med remis, Morten med tab, Henning med remis. Det var så hvad vi kunne skrabe sammen da Anders og Jørgen også tabte. 5½ - 3½ til Uetze. OKAY OKAY OKAY det var jo også deres tur til at vinde. Efter kampene som sluttede sent på aftenen, tog vi med vores værter hjem.

Næste formiddag blev der arrangeret en lynturnering på skolen, hvor det var godt at tyskerne ikke forstod dansk, da de så havde opdaget at der godt kunne være tale om aftalt spil mellem Torben og Morten.

Om eftermiddagen gik turen til fodboldbanen, hvor vi deltog i en 4-holds turnering. Vi skal ikke komme nærmere ind på de enkelte kampe og spillernes præstationer. Resultaterne af de 3 kampe blev 8-0 til os, 10-0 til os og 10-1 til os. Vi vandt således turneringen og blev indehaver af pokalen, som kan ses i klublokalet. Torben og undertegnede blev af en verdensberømt journalist interwievet til en lige så verdensberømt avis. Der var mindst 1 fotograf som tog mindst 2 billeder af os. Det skal lige siges, at der også blev taget 2 af alle deltagerne, så det blev altså 4!! HVOR ER MOGENS NU HENNE? NÅH, HAN ER SAMMEN MED HERBERT.

Nu var der eddermanme noget der smuttede for tyskerne igen igen. Alle forlod banen og vi danskere stod svedige tilbage – De kunne nok ikke tåle at tabe, eller hvad? Det korte og det lange var, at de var taget ud til, hvor vi skulle spise aftensmad. Nå men vi kom da hjem til vores værter, hvor vi fik et bad – Miraklet skete vi mødte alle op ude på gården, hvor vi fik spidstegt pattegris og lidt at drikke. Der sang vi så en masse sange for Morten og INXS (Kaj’s søster). Da han så havde fået røde ører, sang vi for Thomas, det var hans føs’da. Christian og Kenneth må have spist noget de ikke kunne tåle, for sent på aftenen spyttede de det hele ud!!

Søndag morgen drog vi så tilbage til Danmark. Vi er alle enige om det har været en storslået tur, som vi næppe vil glemme. Det har fra afrejsens start været æg, skæg og ballade, hvilket gør sådan en tur ekstra sjov.

 

Lars B. Olsen