Præstø Åben 2014-15

Så er det dagen før dagen før dagen hvor det går løs med årets store begivenhed i klubben – klubturneringen. Den starter mandag med det største antal deltagere i min tid i klubben nemlig 33, hvilket betyder at der er én oversidder hver gang. Vi kan håbe at der dukker en eller tre op i løbet af sæsonen så vi bliver lige antal – det ville være dejligt.
Vi har i år forsøgt at gøre det muligt og attraktivt for vore juniorer at deltage i turneringen ved at starte allerede kl. 19.00 og at gøre betænkningstiden fleksibel, forstået på den måde at er den ene deltager i partiet børnemedlem (under 15 år), er betænkningstiden på 1½ time til hele partiet dog med tillæg af 30 sekunder pr. træk.
I øvrige partier er betænkningstiden 40 træk på 1½ time plus 15 minutter til at færdiggøre partiet, med et tillæg på 30 sekunder pr. træk.
Vi har valgt at bruge DSUs glimrende turneringssystem til at offentliggøre resultater og rundelægninger og der vil derfor ikke i år være de sædvanlige tabeller etc. fra vores Vega-system.
På turneringssiden vil der lige som sidste år være mulighed for at se hvilke partier der er udsatte og at give turneringslederen besked om aftaler om afvikling af udsatte partier. Endvidere er der en mulighed for at melde afbud på forhånd og gøre opmærksom på at man ikke kan spille på lige præcis den dato. Jeg vil opfordre til at I benytter denne facilitet i stedet for mundtlige beskeder til mig om afbud – hukommelsen er ikke hvad den har været 🙂
Vi har i år, ligesom sidste år besluttet at accelerere turneringen de to første runder og i år lave 3 grupper mod 2 sidste år. Vi har lavet cuttene ved 1600 og 1300 og det betyder at man de 2 første runder fortrinsvis møder nogenlunde jævnbyrdige modstandere indenfor sin gruppe. Vinder man første parti er der dog mulighed for at møde en taber fra gruppen oven over i runde 2.
Med hensyn til mobiltelefoner er det sidste nye fra FIDE, at de godt må medbringes hvis de er slukkede og ikke befinder sig på spillerens person. Hvis den er tændt eller giver lyd fra sig er partiet tabt – men lad os nu se hvor stort et problem, det bliver!
Jeg ser frem til en spændende turnering.

Udgivet i Præstø Åben EMT | 3 kommentarer

Jeg mangler din tilmelding til Uetze, fredag den 26/9 til søndag 28/9

Kære alle

Vi skal meget snart til Uetze igen. Det er i år jubilæumsår. 25 år. Det skulle vi meget gerne markere ved at møde talstærkt op.
Følgende er foreløbigt tilmeldt turen:
 

1. Morten Jensen
2. Lars Søndergaard
3. Torben Jensen
4. Henning Jensen
5. Bo Munksgaard
6. Claus Hansen
7. Mike Bahnsen
8-
9.
10.

 
Programmet er således:

Mødetid fredag den 26/9 kl. 9.45

Claus Hansen samles op kl. 11.10.  Vi sejler kl. 11.45. Ankommer til Uetze/Hänningsen ca. 16.30
Fredag aften spisning samt den sædvanlige lynturnering alle mod alle. Vi bor privat hos vore tyske værter.
Lørdag: Vi starter med en lille tur/udflugt – derefter spisning – og så jubilæumsturnering – 4 mands hold – med i alt ca. 16 4-mands-hold – lørdag aften spisning og hygge / mere skak – vi sover igen privat hos vore tyske værter

Søndag: Vi spiller formiddag vores match Uetze – Præstø, evt. med forkortet tid – forventet afgang fra Uetze ca. 14.30, og forventet hjemkomst 20.30 søndag aften
 

Hvad skal du medbringe: Dig selv og dit gode humør, og evt. en lille ting til værten, som vi bor hos. Du skal ikke medbringe sengetøj eller håndklæder eller lign.

Hvad koster det: Kommunen er så venlig i år ikke at imødekomme vores ansøgning om tilskud, så forventer en deltagergebyr på 400 – 500 kr.
Kørsel: Vi mangler jo desværre Thomas, så skal have fundet en, der vil køre (udover mig selv). Hvem vil køre? (Brændstof og færge bliver selvfølgelig betalt).
Jubilæumsgave 25 år??? Hvad skal vi finde på??? Ideer MODTAGES.

Kom ud af busken og tilmeld dig NU til mig. Evt. manglende sprogkundskaber er ingen hindring. Claus snakker f.eks. perfekt tysk efter 5-8 bajere 🙂

Eventuelle spørgsmål – bare kom med dem

Med håbet om en rigtig god tur…….
Torben

Udgivet i Uetze | 3 kommentarer

Klubmester Madsen vandt simultanen med 5-4.

Så var det Morten Madsens tur til at stille op mod klubben i simultan. I alt 9 mødte op for at forsøge lykken mod klubmesteren.

Simultanen startede kl. 19:35. 21:09 måtte Mike strække våben. 1-0 til Madsen. 10 min. senere måtte Justin gøre det samme. Madsen foran med 2-0. Endelig gik det klubbens vej. Torben vandt sit parti 21:36. Stillingen 2-1. 22:01 vandt jeg og fik udlignet til stillingen 2-2. Jeg fik svækket klubmesterens bondestruktur og havde en bedre løber. Senere fik jeg også en kvalitet og så var partiet reelt ovre. 22:08 gav Frede op og mesteren var igen foran med 3-2. Nu går det stærkt, de næste 15 min. ender endnu 3 partier. Knud Hansen opgiver og Bjarne vinder. Bjarne spillede et rigtigt interessant parti, og Madsen var i problemer, men forsøgte stædigt at komplicere partiet, men uden held da Bjarne var iskold. Tror jeg talte 6 bønder mere til Bjarne på et tidspunkt. Madsen opgav mod Erik et par minutter efter, da Erik havde bragt sig foran med 3 bønder. Stillingen var nu 4-4. Kun Bo var tilbage. Spillet havde været meget kompliceret, og Bo mente han måtte stå bedst. Det gjorde han måske også, men det var en meget svær stilling, som Morten spillede meget stærkt og Bo måtte til sidst overgive sig. Samlet sejr til klubmesteren på 5-4. Meget flot klaret af Morten.

Udgivet i Klubliv, Nyheder | Skriv en kommentar

Mogens Jensen 4/2-1936 – 2/8-2014

Mogens sluttede sit livs parti i går aftes. Det var et langt parti med mange tvivlsomme og umulige stillinger undervejs, som kunne have afsluttet partiet alt for tidligt. Han har dog altid været en fighter af guds nåde og en ukuelig optimist, og selvom han var på nippet til at tabe mange gange undervejs, fandt han altid ressourcer til at komme tilbage i partiet og ind i kampen igen.

Far (Mogens) og jeg startede i Præstø Skakklub tilbage i 1983. Far startede med at vinde klubmesterskabet 4 gange de første 5 år, og derved endte Knud Hansens mangeårige dominans. Han var altid klar til at yde en indsats. Bl.a. var han fast køkkenchef når vi fik besøg fra Uetze. Mor og far boede lige over for Allerslev gamle skole, så han fik en aftale i stand, med at vi havde rådighed over skolen, når vi fik besøg. Det var også ret praktisk, når han havde banket alle i lynskak og gjort indhug i rødvinen, så var der ikke så langt hjem.

Han var meget glad for vores skakklub, og selvom han de senere år ikke har været så stabil med sin deltagelse, fulgte han dog med i alt hvad der rørte sig i klubben. Senest fulgte han med i min deltagelse i Politiken Cup.

Han vil blive savnet.

Udgivet i Nyheder | 4 kommentarer

Nezhmetdinov – parti 2

Nezhhmetdinov – Parti 2

Her er så sidste parti i det lille tema om Nezhmetdinov.Dette parti regnes af mange blandt de 100 bedste i det 20. århundrede. Nogle siger, at Nezhhmetdinov spillede som Tal på speed. Det passer ihvertfald i dette parti….

Polugaevskiy (Polu)-Nezhmetdinov (Nezh), Sochi 1958.

1. d4 Nf6 2. c4 d6 3. Nc3 e5
Det var allerede dengang kendt, at 4. dxe5 dxe5 5. Qxd8 Kxd8 ikke giver hvid fordel.
Normalt er nu 4. Nf3, men 4. e4 som Polu spiller var mode dengang. Karpov har også spillet det.

4. e4 exd4 5. Qxd4 Nc6 6. Qd2 g6 7. b3 Bg7 8. Bb2 O-O
9. Bd3 Ng4

B1

Hvid har sigtet på opstillingen efter 9. Ld3. Med 9. – Ng4 spiller Nezh et fleksibelt træk.
Det var allerede spillet en gang i 1950 af Boleslavskiy og kan ikke tilskrives Nezh. Senere er trækket blevet standard i denne stilling.

10. Nge2 Qh4

Nezh vil fremad i vognen. Mere normalt er 10. – Re8.

11. Ng3 Nge5

11. Ng3 er måske lidt blødt. Hesten kommer let til at stå upassende. Men Polu har et forsvarskoncept parat som han regner med holder.
Bemærk hvordan Nezh holder situationen fleksibel med 11. – Nge5. Han er forberedt på både kort og lang rokade.

12. O-O f5 13. f3!

B2

Dette er trækket Polu regner med holder sammen på stillingen. Og det ser da også solidt ud.

13. – Bh6

Nezh vil gerne bringe løberen på en mere aktiv diagonal. Det virker umiddelbart mærkeligt, at han efterfølgende lukker diagonalen med f4.
Men som fortsættelsen viser, bliver denne løber meget aktiv hvis/når den sorte f4 bonde forsvinder.

14. Qd1 f4 15. Nge2 g5 16. Nd5 g4

Nu har begge parter trusler og der er tale om en hårfin balance.
Nezh venter med at tage stilling til Nxc2 og sætter med 16. – g4 en trussel som hvid er nødt til at reagere på.
17. Nxc2 g3 18. h3 Bxh3 går jo ikke for hvid.

17. g3 fxg3 18. hxg3 Qh3 19. f4

B3

Polus forsvarskoncept ser stadig ud til at holde.
Dronningen på h3 ser ikke ud til at lave noget og hvid er begyndt at stille egne trusler op. Og det ser ud til at kongen bare kan smutte væk over f2 hvis sort spiller det naturlige 19. – Nf3+.

19. – Be6!!!

B4
Her trækker Nezh så en trumf, der måske er det bedste træk i partiet.
Det leder nemlig direkte frem til nogle af de andre senere supertræk.
Nezh siger, at han havde stillingen efter sorts træk 24 i hovedet allerede her.
Men der er jo på vejen så mange alternativer og komplikationer at han ikke kunne regne alt ud.
Derfor siger han, at det først og fremmest var et spørgsmål om intuition.
På nettet er der folk som over flere år har analyseret dette parti uden at komme til klare konklusioner.
Hvid har mange muligheder her som skal vurderes: 20. Nxc2 besvares med supertrækket 20. – Txf4!!. For eksempel:
21. gxf4 g3! eller 21. Nxf4 Dxg3 eller 21. Rxf4 Bxf4 eller 21. Nxa8 Rxf1 22. Qxf1 Be3+ Qf2 Nf3 mat.
Der gemmer sig mange muligheder i disse varianter.
Polu har åbenbart set dette og spiller et mere afventende træk.
Truslen mod c7 løber jo ingen vegne.

20. Bc2 Rf7

Her fungerer 20. – Txf4 ikke pga 21. Ndxf4

21. Kf2 Qh2 22. Ke3 Bxd5 23. cxd5 Nb4 24. Rh1?

B5

Det kunne se ud til at hvids konge er på vej væk og sorts dronning er på vej ud i noget snavs, men lad os se…..

24.- Rxf4!!

Det var så trækket Nezh havde i tankerne allerede i træk 19!
24. Rh1 var en fejl af Polu. Et træk som 24. a3 siges at være meget bedre.
Men det er svært at se over brættet. Hvids alternativ til at slå dronningen er 25. gxf4 Bxf4+ 26. Nxf4 Nxc2+ 27. Qxc2 Qxc2 som mildest talt ikke er opløftende.

25. Rxh2 Rf3+ 26. Kd4 Bg7

Her er 26.- c5+ også meget stærkt. Sort er allerede nu ved at spinde et matnet. Han truer direkte med 27. – b5 hvorefter der er mat med 28. – Sec6+ dobbeltskak!.

27. a4 c5+ 28. dxc6 bxc6 29. Bd3

Dette træk skal skabe et flugtfelt til kongen ved at blokere 3. række. Men Nezh pløjer bare igennem. En flot matsekvens.

29. – Nexd3 30. Kc4 d5 31. exd5 cxd5 32. Kb5 Rb8 33. Ka5 Nc6

Der kan i næste træk sættes mat på 3 forskellige måder….

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar