Nezhmetdinov – parti 1

Rashid Nezhmetdinov – Oleg Chernikov, Rostov 1962

Chernikov er født i 1936 og er stadig aktiv skakspiller med ca. 2350 i rating.

1. e4 c5 2. Nf3 Nc6 3. d4 cxd4 4. Nxd4 g6 5. Nc3 Bg7 6. Be3 Nf6 7. Bc4 O-O
8. Bb3 Ng4 9. Qxg4 Nxd4 10. Qh4 Qa5 11. O-O Bf6

Efter sorts 11. - Bf6

Dette var en kendt remisvariant på disse tider.
Den hvide dronning har ingen gode felter og må trække til h6.
Herefter spiller sort Lg7 og dronningen må tilbage til h4.
Chernikov var sikker på, at også Nezh var indstillet på en hviledag og gik roligt rundt og så på de andre partier i turneringen.
Der gik 15, 30 og 45 minutter. Hvad tænker Nezh dog på?.
Chernikov sagde at hvis Nezh virkelig gik efter at vinde skulle han have lavet en afvigelse tidligere.
Efter ca. 45 minutter kom en dreng løbende hen til Chernikov og sagde ophidset: “Se, se han har ofret dronningen”.
Nezh spillede:

12. Qxf6 !!!

Hvordan kan det dog retfærdiggøres at ofre en dronning for 2 lette officerer?
Det er et positionelt dronningeoffer og der er et par formildende omstændigheder.
Sort har manglende udvikling. Hvid får en superspringer på d5 og en superløber på d4.
De er svære at fordrive og skyder på det svage felt f6.
Hvid kan i ro og mag køre et tårn til f3 som også kan trykke på f6.
Det er selvfølgelig umuligt at regne alle varianter igennem.
Men det viser Nezh’s visionære spilforståelse. Han sætter i den følgende fase fuld tryk på f6.

12. – Ne2+! 13. Nxe2 exf6 14. Nc3! Re8 15. Nd5 Re6 16. Bd4 Kg7 17. Rad1 d6 18. Rd3 Bd7 19.Rf3 Bb5
20. Bc3! Qd8 21. Nxf6! Be2

Efter 21. - Le2

I løbet af 10 træk efter dronningeofret har hvid fået en overvældende stilling.
Men hvad trækker Nezh nu?

22. Nxh7+ !

Springeren er tabu pga. 22. – Kxh7 23. Txf7+. Ikke 23. Th3+? da løberen kan gå imellem.
Chernikov har siden træk 11 fået et noget andet ansigtsudtryk og er efterhånden ved at være groggy.

22. – Kg8 23. Rh3 Re5 24. f4 Bxf1 25. Kxf1 Rc8 26. Bd4 b5
27. Ng5 Rc7

Efter 27. - Tc7

Er sort ved at få samling på tropperne? Nej, Nezh spiller:

28. Bxf7+ !

Nu er Chernikov krøllet sammen i ringhjørnet.
Dette træk fører sammen med 29. Rh8+! til et vundet slutspil.

28. – Rxf7 29. Rh8+ Kxh8 30. Nxf7+ Kh7 31. Nxd8 Rxe4 32. Nc6 Rxf4+ 33. Ke2 1-0

Slutstilling

Bemærk hvor sikkert de hvide officerer står. Det er forståeligt at Chernikov vælger at give op her.

Partiet gjorde et så stort indtryk på de andre spillere i turneringen at de undlod at indlevere kandidater til skønhedspræmier.
Der var kun en kandidat…

Udgivet i Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Hvem er Rashid Nezhmetdinov ?

Jeg ledte efter nogle partier med gammelindisk åbning og stødte tilfældig på navnet Rashid Nezhmetdinov. Det viste sig, at han havde spillet nogle fuldstændig vanvittige angrebspartier. Heriblandt nogle der regnes blandt de bedste i det 20. århundrede.

Rashid Nezhmetdinov blev født i 1912 i en tartar bondefamilie i Aktyubinsk i nuværende Kazakstan. Hans forældre døde af nød og overanstrengelse under hungersnøden i Sovjetunionen. Herefter flyttede han til sin bror i Kazan, hovedstaden i Tartarstan. Det er området hvor mongoler slog sig ned i det 13. århundrede efter det mislykkede Djengis Khan angreb på Europa.

I Kazan kom Rashid ofte i den lokale skakklub og lærte at spille. Som 15 årig vandt han samtlige 15 partier i det lokale mesterskab. Han lærte også at spille dam, som blev taget meget alvorligt på dette tidspunkt. Han kom i den lokale finale i samme måned han lærte spillet.

Hans skakkarriere blev afbrudt mange gange og tog først fart i 1946 da han var 34 år. Nezhmetdinov er ikke så kendt i Europa, da han kun en gang spillede udenfor Sovjetunionen. Det var i 1954 i Bukarest hvor han blev nummer 2 efter en ung Korchnoi men foran Furman og Kholmov.

Nezhmetdinov er kendt som en meget farlig angrebspiller. Han har i 20 partier mod verdensmestre en plusscore. Mod Tal havde han 4-1 i score. Men han havde store problemer mod gode positionsspillere og havde f.eks. en elendig statistik mod Averbach.

Nezhmetdinov blev træner for Tal og var hans sekundant under VM matchen mod Botvinnik. Han vandt 5 russiske mesterskaber. Han døde i Kazan i 1974.

nezhmetdinov

Billedet viser Nezhmetdinov lykønske en ung Tal med det Sovjetiske mesterskab i 1957.

På nettet findes 3 you tube videoer om ham på i alt en time. Første er her:

www.youtube.com/watch?v=T_Io7jbHsYs

Et par fantastiske partier følger…

Finn

Udgivet i Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Stemning fra Helsingør

Jeg var lige forbi Politikken Cup i dag for at hilse på, snuse lidt til stemningen og støtte vores enlige deltager 🙂
Jeg tror Morten var lidt træt til første parti, som jo også startede allerede kl. 10, helt umenneskeligt! Han kom dog rigtig godt ud af åbningen og står helt overlegent her:

current_board

Der er opstået en Fransk-lignende struktur hvor hvid har spillet rigtig mange bondetræk og har vundet noget terræn, men den sorte stilling er næsten fuldt udviklet. IM Andrew Martin har en analyse fra 2. runde af det britiske mesterskab af ideerne i den type stillinger her.
Morten spiller helt rigtigt Da6, modstanderen svarer De2 og Morten burde have byttet dronninger (et alternativ som vi så på under analysen er Tc4 som også er godt). KxDe2 efterfølges af Sc2, Tb1 – Sxd4+, SxS- SxS+ og sort bevarer fordelen. I stedet bliver Da5 spillet og senere får Morten lavet et træk der sælger en bonde. Stillingen blev uhyggeligt kompliceret, men den hvide mand holdt tungen lige i munden og indkasserede det hele point.

Udgivet i Nyheder | Skriv en kommentar

Præstø Åben EMT 2014-2015

Så er det igen tid til vores Præstø Åben EMT

Gå til indbydelsen!

Vi glæder os til at se rigtig mange deltagere (mellem 10 og 100 år) uanset styrke!

Udgivet i EMT, Præstø Åben EMT | 5 kommentarer

Lidt regelrytteri

Her i dag træder de nye skakregler i kraft og selv om selve spillet ikke har ændret sig grundlæggende siden midten af det 19. århundrede, sker der til stadighed regelændringer. Her er nogle af de vigtigste, og vær opmærksom på at det i dag IKKE er 1. april.

Forvandlingsregel.
Dette er nu en regel, før var det blot en beskrivelse. Forvandling kan ske på flere måder; men kan føre bonden ned, fjerne den og placere den nye figur på forvandlingsfeltet. Det er også muligt at placere den nye brik og derefter fjerne bonden.

Vær opmærksom på at hvis man har ført bonden til 8. række og trykket på uret uden at indsætte en ny figur, betragtes det som et ulovligt træk! Modstanderen tildeles 2 minutter ekstra og den eneste brik, der kan vælges, er Dronningen.

Elektroniske dimser.
Det er ikke tilladt en spiller at medbringe nogen form for elektronisk kommunikationsudstyr på spillestedet! Gør man det, er partiet tabt, med mindre turneringsreglementet foreskriver en anden straf, så husk at læse indbydelsen grundigt.

Nul-tolerance.
Reglementet skal fremover angive hvor meget en spiller må komme for sent til brættet. Den hidtidige regel om at partiet som standard var tabt hvis man ikke var ved brættet ved spilletidens begyndelse er ikke mere gældende.

Ulovlige træk.
For at et træk kan anses for at være ulovligt skal det være fuldført. Det vil sige at brikken skal være placeret på det nye felt og uret trykket ned.

Ved første ulovlige træk skal modstanderen tildeles 2 minutter ekstra tid. Ved andet ulovlige træk af samme spiller har denne tabt partiet.

I hurtigskak gælder nu samme regel som i lyn – eet ulovligt træk taber partiet.

Remis.
Reglerne om ”samme stilling 3 gange med samme spiller i trækket” og ”50 træks-reglen” er stadig gældende. Hvis kravet ikke imødekommes tildeles modstanderen 2 minutter i mod nu 3.

Nyt er, at hvis samme stilling opstår efter 5 fem gange i træk med samme spiller i trækket er partiet remis, og hvis der udføres 75 træk uden slag af nogen brik og uden en bonde er flyttet er partiet ligeledes remis, uanset om spillerne vil det eller ej. Hvis det 75. træk sætter mat er partiet dog vundet. Denne sidste detalje er ikke med i DSUs regler, men er tilføjet i FIDEs regler.

Færdigspil.
Hvis der spilles med fast betænkningstid uden tillæg pr. træk kan man nu anmode om at partiet færdigspilles med et tillæg på 5 sekunder pr. træk til begge spillere. Er det muligt og kan imødekommes indstilles urene, modstanderen tildeles 2 minutter ekstra og spillet genoptages. Vær opmærksom på at denne anmodning samtidig er et remistilbud!

Udgivet i EMT, Nyheder | 13 kommentarer