Lørdag i Svendborg, dejligt vejr, høj solskin, masser af liv i byen – Svendborg kan absolut anbefales sådan en forårsdag. Det er lidt besværligt at parkere for pladsen er lidt trang i sådan en gammel by.
Nå, vi kan vel ikke snakke os uden om et referat fra skærmydslerne på brætterne. Jeg havde hvid mod Markus fra Vordingborg og vi fik en rigtig spændende stilling med modsat rokade og bondestorm på begge fløje – og så kom en af mine sædvanlige hjerneblødninger! Jeg får sat en officer i slag og så er det jo op ad bakke 🙂 Markus fik lov at arbejde lidt for sejren, men reelt var der kun eet resultat at spille om.
Bo var mere end 3 gange så god som Morten! Han fik remis mod Henning Rasmussen i 30 træk – det Morten havde brugt 107 træk på tidligere i turneringen! J Bo står rigtig godt og ugleøjnene siger at han kan afvikle til et gunstigt (måske vundet) slutspil, men overvurderer sin stilling og undlader. Det giver så Henning chancen for at invadere Bos kongestilling med mattrusler og jeg skal komme efter dig. Det hele endte dog med fredsslutning til sidst.
Morten løb ind i en forberedelse som hans modstander havde lavet med en 2500-mand, så de første 12-13 træk blev hældt ud af ærmerne på begge. Morten var ellers overmatchet på udseende da han mødte en sød norsk jente med visse overvældende kvaliteter – om det svækkede Mortens koncentration er uvist!? Stillingen blev ret spændende og måske har Morten et plus da de enes om remis.
Erik får noget for indskuddet – han spiller meget lange partier! I går en ny Modern som trænger til lidt værksted. Han har en rigtig fornuftig stilling med et lille plus, men noget går galt, og til slut har modstanderen to forbundne fribønder der klarer sagen.
Der var afskedsreception for Bjørn Laursen hvor vi mødte op med en lille ting fra klubben og der var et let traktement med snacks og vin ad libitum som udviklede sig til lettere overrisling. Dagen sluttede på Vintapperiet, et rigtig hyggeligt sted med god betjening og god mad som skal besøges igen næste år når DM spilles i Svendborg igen og der blev ikke rigtig tid til forberedelse af dagens partier.
Søndag startede pragtfuldt, solopgang over Svendborgsund – vi skulle jo tidligt op da de sidste 2 runder starter allerede kl. 9! Morten skulle forsvare sin 1. plads i gruppen mod en anden med samme pointtal. Det blev en sniper, men en variant som ikke spilles tit og Morten kunne ikke helt huske de kritiske fortsættelser. Det endte med pointdeling i en stilling hvor Mortens modstander måske har de bedste chancer.
Bo stod nok i underkanten ret længe med en isoleret bonde under pres og da han ville slutte partiet med en kombination fandt han ud af at en bundet brik sagtens kan binde en anden! Det var så den brik der skulle afslutte – men den kunne ikke rykke.
Erik spillede igen i rigtig lang tid og i rigtig lang tid var stillingen lige. Erik forsøgte at få gjort noget aktivt men det hele ebbede til remis.
Jeg selv fik et point som oversidder! Det gav mig så lidt tid til at få snakket med en masse gamle og nye venner – så det var faktisk ret herligt.
I eftermiddags var der delegeretmøde hvor Mogens Jensen blev mindet tillige med de øvrige afdøde i årets løb. DSU har fået ny formand og et par nye FU-medlemmer – og lad os sammen med dem trække i arbejdstøjet og få lavet endnu mere godt for skakken de kommende år.
-
Vores sponsor
Tjek os ud på Facebook!
Seneste kommentar
- Morten J til Maribo 2 – Præstø 2
-