Generalforsamling for Præstø Skakklub

Mandag d. 7. maj 2018 kl. 19:30 i Bårse Samlingshus.

Der indbydes til forårsfrokost kl. 18:30 inden Generalforsamlingen begynder.

Pris: 50,-. kr. inkl. 1 øl eller vand. (Tilmelding til formanden: formand@p-skakklub.dk eller på telefon 25854720 senest mandag d. 30. april).

Bestyrelsen opfordrer til, at så mange som muligt deltager i Generalforsamlingen. Det er tidspunktet på året, hvor medlemmerne har mulighed for, at høre formandens beretning og give deres støtte, kommentarer mv. til dem der arbejder hele året, med at gøre vores klub, til et godt sted at komme. Kom og vær med til at vise, at man værdsætter at være en del af Præstø Skakklub!

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning for det forløbne år
  3. Forelæggelse af regnskab for det forløbne år
  4. Fastlæggelse af kontingent
  5. Behandling af evt. indkomne forslag
  6. Valg af formand (Morten F. Jensen er på valg)
  7. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer (Morten Madsen og Mike Bahnsen er på valg)
  8. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen (Jesper Koch-Müller & Peter E. Olsen er på valg).
  9. Valg af 2 revisorer (Uffe S. Christensen & Finn Holmsø er på valg).
  10. Turneringsledernes beretninger
  11. Holdledernes beretninger
  12. Uetze
  13. Eventuelt

Bemærkninger:

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen m.m. bedes fremsendt til

Morten F. Jensen, Sneserevej 7, Bårse, 4720 Præstø. Tlf: 2585 4720.

E-mail: formand@p-skakklub.dk senest d. 27. april 2018.

Udgivet i Nyheder | Skriv en kommentar

Præstø 2 blev sorteper i nedrykningsdrama!

A-rækken har været som delt i to i denne sæson med 4 hold, som alle kunne rykke op før sidste runde, og 4 nedrykningskandidater.

Det har samtidig også virket som to vidt forskellige Præstø-hold, for spillet i de første 4 runder var over en bred kam rigtig skidt og med kun 10 BP og et stort 0 ud for MP lignede holdet en sikker nedrykning.

Men fra og med 5. runde startede en veritabel kamp for overlevelse og med først 5-3 i Skovbo og dernæst en chokerende stor 6-2 sejr i Maribo lignede det pludselig en reel chance for overlevelse før den fælles afslutning i Skovbo.

Køge 3 havde dog en oprykning til M-rækken at spille for og var på papiret favoritter forud for kampen, men det var Maribo jo også!

Vi talte på forhånd om, at fik vi lige så mange points som Skovbo, var vi sikret, da vi både havde flere MP end Skovbo og var bedst indbyrdes, mens både Korsør og Maribo ville ikke kunne gå forbi os på én gang og tilmed havde vi også flere MP end begge disse.

Da Køge stillede uden bræt 1 og 2, var vi faktisk oprigtigt optimistiske forud for runden.

Peter Ravn mødte en meget talentfuld knægt og fik ørerne alvorligt i maskinen. 0-1

Jan Gregor tog remis noget i overkanten, men tiden var mere end knap, så den halve var holdmæssigt set fint. ½-1½

Oscar Koch-Müller fortsatte sin flotte sæson og vandt meget overbevisende 1½-1½

Bo Munksgaard tabte et parti, hvor han længe kæmpede for den halve, men da først a-bonden røg, var det slut. 1½-2½

Jørgen Tvedegaard Madsen havde, da jeg sidste gang så på partiet, udspillet Køge-manden, men denne undslap på mirakuløs vis. 2-3

Victor Koch-Müller vandt et godt parti, hvor han blev ved med at holde liv i stillingen og stille sort over for forskellige små problemer – og til sidst blev tålmodigheden belønnet. Godt kæmpet, Victor! 3-3

Jeg selv spillede et rigtig godt parti, hvor det lykkedes mig at afholde hvid fra at få udviklet sin dronningfløj og min aktivitet blev større og større og til sidst omsat til vindende materiel fordel. 4-3

Lars Søndergaard spillede også et rigtig godt parti. Jeg stod og trippede lidt uroligt under afslutningen, men Lars havde helt styr på finesserne og var iskold! Stærkt, Lars! 5-3

Med en overraskende 5-3 sejr og et blik på Skovbos stillinger mod Sydøstlolland, som jo også kæmpede for oprykning, troede jeg helt oprigtigt, at vi var sikre, men dagens to sidste partier kostede os overlevelsen, da Sydøstlolland på bræt 7 i en skarp med lige stilling begik totalt harakiri og på bræt 3 kunne Jeppe Hansen trods stor fordel undervejs ikke vinde det uligefarvede løberslutspil og så blev Skovbo hængende på vores bekostning. Med et sølle halvt BP.

Men sådan er skak – og det er bare en del af charmen ved holdskak. Vi skal fungere som individuelle spillere og som hold over en hel sæson – ikke kun i enkelte kampe.

Nu må vi tage en sæson i B-rækken, men jeg føler helt bestemt, at vi rykker ned med oprejst pande og vi skal nok slå hårdt fra os i B-rækken i den nye sæson.

Peder Lehmann Larsen

Udgivet i Holdturneringen | Skriv en kommentar

Afslutningen i Tjekkiet

De sidste 3 runder bød på lidt opmuntring. Det gav 2 gevinster og 1 nederlag. Igen kan vi konstatere at nederlagene har været i kampe hvor modstanderne har barikaderet sig og udelukkende gået efter en remis, mens gevinsterne har været mod dem der ville spille skak og turdet angribe. Alt i alt en lidt skuffende turnering, men det kan jo ikke blive ved med at gå opad, der kommer altid nogle nedture og dette var en af dem. Oscar mistede 116 ELO i Tjekkiet, men er overbevist om at de nok skal hentes tilbage.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

5. runde

Endelig. Ikke et helt men et halvt point til Oscar. Tegningen var den samme som i de foregående runder, han kommer godt ud af åbningen, står ifølge computeren også bedst i midtspillet, men kan ikke få afgjort partiet til sejr.

Dette skyldes blandt andet at de sidste 3 modstandere udelukkende har gået efter en remis og ikke forsøgt at vinde. Men som Oscar siger, så må jeg lære at finde vindertrækket.

Om eftermiddagen spillede Oscar simultan mod GM Sergei Movsesian og selvom han tabte var det selvfølgelig en oplevelse.

Søndag er der igen 2 runder og nu må sejrene gerne komme.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

3. og 4. runde i Tjekkiet

Dagens kampe i Tjekkiet blev en total nedtur. Kort og godt kan der opsummeres fra begge kampe på en gang. Oscar havde rimelig godt styr på tingene i starten, brugte meget tid, og stod rimelig godt. Det lugtede af remis (mindst) i begge kampe, men så gik Oscar totalt kold.

Dømmekraften var ikke som i Præstø EMT og han tabte begge partier.

Han ligger nu som nr. 54 mod seedet som nr. 19. Men op på hesten igen, lørdag er der en kamp og den skal bare vindes.

Udgivet i EMT | 1 kommentar