Gøngeturneringen 2017 – status efter 3. af i alt 5 runder

I mestergruppen er alle partier spillet. Her kan der være et come back på vej til Finn Andersen, der har taget føringen med 2½ point foran Hanus Brekka og Morten F. Jensen, som hver har 2 point.
I basis 1 ligger Morten Madsen på førstepladsen med max. score; men udfaldet af et udsat parti kan betyde, at hans favoritværdighed bliver udfordret af en ung spiller fra Vordingborg Skakklub.
I basis 2 har Bjarne Pedersen heller ikke overraskende førertrøjen på med max. point
Juniorspillerne fra Præstø Skakklub i basis 1 og basis 2 er kommet på en svær opgave, hvor det ikke vil være fair at forvente store resultater fra dem her og nu. Men de fortjener stor ros for at tage imod udfordringen.
I basis 3 har Knud Jacobsen fra Faxe Skakklub taget føringen med max. point. Denne helt unge spillers placering må vist være turneringens mest overraskende. Med et udsat parti og pointfordelingen i denne gruppe er det nærmest alle, der kan peges på som en mulig vinder.
I basis 4 trak endnu en juniorspiller, Johannes Jensen det længste strå i topopgøret i 3. runde og fører nu ikke helt overraskende gruppen med max. point.
I 3. runde var det ligesom i 1. runde kun i de 2 ud af i alt 15 partier, der blev indgået forlig om remis.

Udgivet i Gøngeturneringen EMT | Skriv en kommentar

Forårsfrokost og generalforsamling mandag den 8. maj 2017

Generalforsamling kl. 19:30 på SFO Abildhøjgården, Rugvænget 72. Se dagsorden længere nede på siden.
Der indbydes til forårsfrokost kl. 18:30 inden generalforsamlingen begynder. Pris: 50,-. kr. inkl. 1 øl eller vand.

Efterskrift: Generalforsamlingen blev gennemført i overensstemmelse med ovenstående indkaldelse. Formanden Morten F. Jensen understregede i sin beretning, at klubben lever op til sit navn: Præstø Skakklub – en seriøs hyggeklub. Det kan næppe heller understreges tydeligere end med valget af disse to billeder fra generalforsamlingen.

Udgivet i Klubliv | 1 kommentar

Den 17. Gøngeturnering åbnet med kampgejst!

Der blev gået til stålet i første runde torsdag aften. Kun et eneste parti sluttede med remis. Sidste års Gøngemester røg fredspibe med en modstander, som endnu har til gode at nå helt til tops i denne turnering. I gruppen Mester vil enhver af de 6 deltagere kunne ses som kommende vinder af gruppen, uden at det kan kaldes en overraskelse; men med resultaterne den første aften, vil nogen allerede nu have fået det sværere end andre i den korte turnering med kun 5 runder i alt. I to af de øvrige grupper var et udsat parti. I den 5. og nederste gruppe er 3 af 6 spillere helt unge juniorer. I denne gruppe kunne alle samles på førstesalen til “afterparty” med analyse og råhygge allerede inden klokken havde passeret 21.00.

Udgivet i Gøngeturneringen EMT | Skriv en kommentar

God afslutning for Præstø Skakklub ved DM

Præstø skakklubs afslutning på DM blev næsten lige så god som starten. Men hold på hat og briller for et 7. og sidste parti, som Morten F. Jensen mestrede at levere. Det var så nervepirrende, at hans egen bror forlod kommentator chatten. Men Morten tog hele pointet. Billedet er dog fra en tidligere runde.

Johannes Jensen var oppe imod en meget turneringsaktiv voksen dame fra Vestjylland. Johannes havde klædt sig ud i en skræmmende heldragt, så han fremstod som skelet. Men hans spil var så bundsolidt, at det – med eller uden kostume – ville have ført frem til den opnåede remis, der var så overlegen, at den må kaldes en sejr, når man er så undertippet.

Bo Munksgaard var oppe mod naboklubbens Mathias Bogø. Den unge sydsjællender har spillet et rigtig godt DM. Men efter et langt og langt hen ad vejen lige parti nappede Bo hele pointet. De afsluttede så sent, at de vist nærmest var med til at lukke og slukke DM i Skak 2017.

Udgivet i EMT, Nyheder | Skriv en kommentar

God afslutning i Tjekkiet

Inden sidste runde havde Victor opnået sin egen forventede score, men derfor kan man jo godt forsøge at gøre det endnu bedre. Modstanderen og Victor åbnede rimelig identisk og da der var gået en times tid, stod bønderne lige overfor hinanden, officererne kunne ikke rykkes uden at give åbninger til modstanderen, og det var ingen af dem interesserede i, så derfor enedes de om en remis. Totalen for Victor blev 3 af 9 i en ganske skrap Open, men en placering lidt under det forventede og aflevering af ca. 50 ratingpoint.
Oscar´s kamp i sidste runde så ganske lige ud i starten, men så vandt Oscar en officer for en bonde, men modstanderen fik initiativet. Da slutspillet gik i gang havde Oscar en springer og 5 bønder mod modstanderens 6 bønder. Oscar fik placeret sin springer på de rigtige felter og gaflet et par bønder mod at modstanderens konge tog lidt af hand. Til sidst ofrede Oscar sin springer for modstanderens sidste bonde hvilket gav fri løbeplads for Oscar´s bonde som løb ned og forvandlede sig til en flot dronning, hvorefter modstanderens konge lagde sig ned.
Oscar sluttede med 4,5 af 8 og en placering 8 pladser over forventet.
Drengene glæder sig allerede til næste års påskebesøg i Tjekkeit og arrangøren siger at der er plads til flere Præstøspillere. 🙂

Udgivet i Ikke kategoriseret | 1 kommentar