Vordingborg 1 – Præstø 2: 5,5-2,5
I sidste sæson og i denne har A holdet været tilsmilet af godt skak spil, hvilket bl.a. førte en oprykning med sig og resultater over hvad vi kunne forvente. Således lå vi nr. 3 i A rækken inden aftenens match mod Vordingborg 1.
Og for første gang i min tid som holdleder oplevede vi alvorlig modgang. Vordingborg var favoritter nuvel, – men ikke i det omfang som det blev til. Holdet havde en decideret off day. Sådan en vi vel alle berettiget til over en lang sæson, – og vores kom i går. Her den smertefulde beretning efter hukommelsen.
1.bræt. Peder kom ubetinget bedst fra åbningen som hvid. En symmetrisk d4-d5 åbning, hvor sort fik sin potentielle dårlige løber på C8 udviklet til F5, for efterfølgende at blive tvunget til at spille B6, efter at E6 var gennemført. Altså sårbar på de hvide felter. Peder pressere for hårdt på, i jagten på den fordel, – som måske, i bagklogskabens ulidelige kloge lys var mindre end først antaget. I hvert fald blev en lille fordel konverteret til en tabt stilling ret hurtigt, da Peder mistede en officer for 2 bønder. Det var ikke nok, og efterfølgender var det spil til et mål. Som sædvanligt fristes man til at sige, kæmpede Peder forbilledligt, men det rakte ikke. Som en sand gentleman tillod Peder sin modstander at sætte sig mat, og det er god stil, når det nu ikke kunne være anderledes.
2.bræt. Hvad der lige skete i Phillips parti nåede jeg simpelthen ikke at opfatte. Udlignet med de sorte brikker blev der aldrig. Phillip kom i et slutspil med 2 tårne mod dronning plus x antal bønder. Kongestillingen var luftig, og en skak kostede det ene tårn, og så var det parti forbi. Phillip havde været på job 11 timer den dag, og forkølelse døjede han også med. Var helt tydeligt ikke på toppen.
3. bræt. Her sad holdlederen og førte de hvide brikker i en London opstilling mod kongeindisk. Hvis jeg skal sige noget pænt om præstationen, så må det være at det var en sikker præstation og jeg var ikke i tabsfarer på noget tidspunkt. Men den kritiske tilgang, kunne med god ret hævde at det var gabende kedsomligt. Hvid fik aldrig tilført spillet noget dynamik eller spidsfindigheder og sort udlignede al for let. Den valgte opstilling skal helt sikkert på værksted.
4.bræt Her sad Frede og var vel nærmest blind passager med de sorte brikker. Fik aldrig udlignet og hvid ofrede en løber på F7, som det var så kritisk at tage at Frede lod være. Dermed røg der en bonde og en smadret kongestilling med majestæten på E7. Der havde den det ikke godt og resten var spil til et mål. Sådan kan det gå en gang imellem, og der er ikke andet at sige end ” op på hesten igen Frede! ” Det bliver bedre næste gang.
5.bræt Jan førte de hvide brikker, og det havde han succes med. Dynamisk og spændende stilling med terræn overvægt til Jan. Alligevel gik det galt. I det sene midt spil fejler Jan alvorligt. Det koster dronningen for et tårn og en løber, – og det var ikke nok. Modstanderen havde teknikken til at føre det til gevinst. Det var vist mere Jan der tabte det parti end det var modstanderen som vandt det, – forstået på den måde at Jan gjorde det svært for sig selv. Ærgerligt at holdets topscorer skulle komme ud for det. Kender jeg ham ret er han i kamphumør til sidste runde.
6.bræt Victors bedrifter på de 64 felter nåede jeg simpelthen ikke at få nogen fornemmelse for. Peder fortalte i bilen hjem, at det var noget med at miste et tårn eller gå mat i en taktisk vending. Det er lærepenge for begge Koch Müller brødrene at spille på holdet, – og jeg er sikker på at investeringen nok skal give afkast! Herfra skal der lyde en opfordring til Victor, – og alle os andre for den sags skyld. Gå hjem og spil det tabsparti igennem og find ud af hvor det glippede. Gå på jagt efter læring og tag det med dig til næste kamp!
7.bræt Oskar spillede et fint parti og vandt! Det havde holdet i den grad brug for. Først vinder Oskar en kvalitet, – men savnede i den grad den hvidfeltede løber i sin stilling. Men han forsvarede sig godt, og fik opstillet taktiske trusler, – som også kom til at afgøre partiet. T x H7 + med skak og magnet kostede den hvide dronning og der blev givet hånd Flot spil!
8.bræt Her sad Peter Ravn, – igen. Henning havde nemlig af uforståelige grunde valgt at tage på ferie i Sydamerika i stedet for at spille holdskak i Vordingborg. Man forstår det jo ikke. Tak til Peter for at være en god og seriøs reserve på dette hold. Peter førte de sorte brikker og det så ikke lovende ud. Peter fik plantet sin sortfeltede løber på E3, – og det lignede at den kunne fanges i den hvide stilling. Men det skete ikke, så selv om Peter var nede med en kvalitet, (tårn for løber) var der modspil. Og sandelig om ikke Caissa skak guden smilede lidt til Præstø 2. Hvid gik ind i en afdækker skak som kostede et tårn og dermed endnu et vitalt point til Præstø.
Puha for en næsestiver, – 5,5 – 2,5 var vist det største nederlag jeg har oplevet med dette hold.
Men som skrevet i indledningen har alle hold vel ret til en off day i løbet af sæsonen. Det positive er at vi stadig ligger som nr. 4. i rækken, bl.a. takker være gunstige resultater fra de andre hold. Men, vi er under pres! Der er 2 hold som rykker ned. Diannalund er det ene med sine samlede 11 point i sæsonen. Det andet skulle meget gerne blive Næstved 2, som ligger på 7. pladsen med 22,5 point eller Skovbo 1 med 23 point. Præstø 2 har 25,5 point. Vi har altså henholdsvis 2,5 og 3 point forspring inden sidste runde! Det skulle meget gerne være nok, – men det er ikke sikkert at det er det! Så herfra skal der lyde en opfordring til at forberede sig! Sådan som jeg læser tabellen har vi hvid på de ulige brætter lige som i går.
Glæder mig til en spændende afslutning om 14 dage i jeres gode selskab. – Husk at vi skal til Skovbo igen.
Ref. v/ Bo Munksgaard