Så var det Morten Madsens tur til at stille op mod klubben i simultan. I alt 9 mødte op for at forsøge lykken mod klubmesteren.
Simultanen startede kl. 19:35. 21:09 måtte Mike strække våben. 1-0 til Madsen. 10 min. senere måtte Justin gøre det samme. Madsen foran med 2-0. Endelig gik det klubbens vej. Torben vandt sit parti 21:36. Stillingen 2-1. 22:01 vandt jeg og fik udlignet til stillingen 2-2. Jeg fik svækket klubmesterens bondestruktur og havde en bedre løber. Senere fik jeg også en kvalitet og så var partiet reelt ovre. 22:08 gav Frede op og mesteren var igen foran med 3-2. Nu går det stærkt, de næste 15 min. ender endnu 3 partier. Knud Hansen opgiver og Bjarne vinder. Bjarne spillede et rigtigt interessant parti, og Madsen var i problemer, men forsøgte stædigt at komplicere partiet, men uden held da Bjarne var iskold. Tror jeg talte 6 bønder mere til Bjarne på et tidspunkt. Madsen opgav mod Erik et par minutter efter, da Erik havde bragt sig foran med 3 bønder. Stillingen var nu 4-4. Kun Bo var tilbage. Spillet havde været meget kompliceret, og Bo mente han måtte stå bedst. Det gjorde han måske også, men det var en meget svær stilling, som Morten spillede meget stærkt og Bo måtte til sidst overgive sig. Samlet sejr til klubmesteren på 5-4. Meget flot klaret af Morten.