Mogens sluttede sit livs parti i går aftes. Det var et langt parti med mange tvivlsomme og umulige stillinger undervejs, som kunne have afsluttet partiet alt for tidligt. Han har dog altid været en fighter af guds nåde og en ukuelig optimist, og selvom han var på nippet til at tabe mange gange undervejs, fandt han altid ressourcer til at komme tilbage i partiet og ind i kampen igen.
Far (Mogens) og jeg startede i Præstø Skakklub tilbage i 1983. Far startede med at vinde klubmesterskabet 4 gange de første 5 år, og derved endte Knud Hansens mangeårige dominans. Han var altid klar til at yde en indsats. Bl.a. var han fast køkkenchef når vi fik besøg fra Uetze. Mor og far boede lige over for Allerslev gamle skole, så han fik en aftale i stand, med at vi havde rådighed over skolen, når vi fik besøg. Det var også ret praktisk, når han havde banket alle i lynskak og gjort indhug i rødvinen, så var der ikke så langt hjem.
Han var meget glad for vores skakklub, og selvom han de senere år ikke har været så stabil med sin deltagelse, fulgte han dog med i alt hvad der rørte sig i klubben. Senest fulgte han med i min deltagelse i Politiken Cup.
Han vil blive savnet.
Der var et pænt indlæg om Mogens på Vordingborgsiden i Sjællandske i dag, skrevet af en bestyrelseskollega i Præstø Fjernvarme.
Hej Morten,
Det er jeg ked af at høre. Det et en fin mindetekst du har lavet. Som man kan se af billederne, har din far jo været et aktiv for klubben i mange år. Jeg glemmer ikke at han et par gange har ringet til mig for at diskutere partier. Det beviser virkeligt et ærligt engagement.
Hej Morten
Selvom du har truet med det længe er det altid møj jammerligt, når det sker ikk!!
Jeg syntes du/I har god grund til at være stolte. Han var sgu et herligt menneske og med et helt speciel gemyt. Han havde meninger og holdninger til alt i livet…. Og selvfølgelig også til skakken….det er sgu prisværdigt.
Jeg sender mine varmeste tanker til dig og familien, selvom jeg ved i kommer godt igennem det hele uden…. Klask lige Anders på skulderen fra mig ikk….
Vi ses snart Morten…dog lidt fattigere…
Hilsen Claus
Husker ham som en rar modstander ved brættet. Mødte ham to gange i drabelige kampe mod Præstø. Resultaterne er ligegyldige – han er ikke mere, og mine kondolencer går til familien, vennerne og klubben. Må han hvile i fred og æret være hans minde.