3. holdet var onsdag aften en tur nede på Lolland og besøge Maribo. Vores første opgør mod dem endte 2-2 så vi var opsatte på at hive en sejr hjem.
Til dagens kamp havde vi et par afbud, men Lis Dam trådte velvilligt til og tog turen med.
Lige pludselig lød der en høj stønnen ved Mike´s bræt. Men det var heldigvis ikke Mike der stønnede men hans modstander som havde sat en dronning i slag eller var blevet fanget i Mike´s fælde, det vides ikke, men dronningen forlod i hvert tilfælde brættet. Så var det en let sag for Mike at køre sejren hjem. 1-0 til os.
Lidt senere var det Lis som vandt. Hun spillede stille og roligt sine brikker frem, vandt en bonde og senere endnu en. Til sidst satte hun sin modstander mat midt på brættet. 2-0 til os.
Så var det min tur til at vinde. For en gangs skyld mistede jeg ikke en bonde i åbningen, kunne have gjort det men modstanderen så det ikke. 🙂 Fik mine brikker roligt frem og truede noget her og der hele tiden, så min modstander hele tiden havde noget at forholde sig til og aldrig fik gang i et angreb. Han opgave til sidst da jeg ville få en dronning eller han ville miste en officer. 3-0 til os.
Sidste mand var igen Peter. Påtænke at bede vores fremtidige modstandere om at få startet Peters partier en time tidligere således at vi alle er færdige cirka samtidigt. Nå, men det så ellers ret lige ud og slutspillet var med 1 officer og 8 bønder på hver side, men pludselig var Peters officer deserteret og han måtte desværre ned. 3-1 til os.
Et fint resultat hvilket gør at vi kan vinde rækken ved at slå Køge i sidste kamp. Og så endnu en gang tak til Lis for at træde til da det kneb.
Flot, tillykke med sejren! Op igen Peter 🙂
Vh. Morten