Velkommen til en ny sæson i 2. division. Vi sprællede forgæves for 3 år siden i 2. division, men det tyder på en lidt svagere division i år, så i år skal vi forsøge at bide os fast.
Sidste gang i division lagde vi ud med en sejr over netop Køge 1, men Køge har til denne sæson nærmest forstærket sig med et helt nyt hold med GM Jon Ludvig Nielssen Hammer i spidsen på bræt 1, så Køge er den helt store favorit til 1. pladsen i år. Det kan der ikke være tvivl om. Køge var store favoritter på alle brætter, men alligevel kun en forventet score på 6,7-1,3, men når alle Køge-spillere ligger med 200 – 500 mere på hvert bræt, så kan det være svært at se, hvor vi skal hente vores point.
Velkommen til Bjarke, som med en flot sæson sidste år og med gode resultater i år er ny mand på bræt 7.
Madsen havde til dagens kamp smurt en masse gode sandwich, så vi skulle ikke gå ned på tom mave 🙂
De første par timer var vi egentlig sådan nogenlunde med.
2.15 Madsen måtte give op. Spillede mod stærke Niels Jørgen Fries Nielsen, der ret tidligt i spillet fik overtaget og fik 2 officerer for et tårn, og så var det næsten kun spil til et mål. Og da først Madsens tårn bliver fanget bag bonde og løber er det slut. 0-1
2.30 Hanus må opgive med GM Jon Ludvig Hammer. Hanus kommer tidligt i spillet til at stå faretruende, og så er det jo den nemmeste sag for en GM’er at gøre arbejdet færdigt. Det er sjældent at se Hanus bruge så meget tid. 0-2
2.45 Torben sørger for, at det ikke bliver et æg. Spiller en meget sikker remis mod Kasper Henriksen. Spillet er ikke på noget tidspunkt over +/- 0,35. Efter 31. træk tilbydes remis af Torben, som modtages med det samme. 0,5 – 2,5
Og på dette tidspunkt stod Erik og Uffe OK, Morten J ligeså mod IM Mikkel Antonsen, meeeen, nu går det stærkt ned ad bakke..
3.25 Uffe taber. Går mat på baglinjen men sandsynligvis på dette tidspunkt er det tabt trods uligfarvede løbere. Ærgerligt, for Uffe stod faktisk OK, men bonde d4 bliver svag efter Bjarne Hjort Andersen får sin dronning med i spil. 0,5 – 3,5
3.27 Kort tid efter opgiver Bjarke mod Henrik Mølvig. Bjarke får problemer med d-linjen, så der Bjarke vælger at give d-bonden for angreb, men dette afvises desværre fint af Mølvig, og så bliver det svært. 0,5 – 4,5
3.32 Morten J må give op mod IM Mikkel Antonsen, der i slutspillet får gaflet en bonde, og et springerslutspil bliver afviklet med 2 bønder i overskud til Mikkel Antonsen. 0,5 – 5,5 Men et godt parti af Morten.
3.40 Erik havde et fint parti på Henrik Dahl Pedersen, og jeg havde en overgang et håb om remis eller gevinst her, men Henrik fastholder presset, og Erik får ikke truslen Db3 med, der både truer med skak på d6 og bonderov på b7. Og så falder hele stillingen desværre sammen. Øv. 0,5 – 6,5
3.46 Finn opgiver til sidst mod Björn Ahlander efter at have stået presset gennem hele partiet. Der var farlige bindinger, Finn havde 2 dårlige springere, der bare skulle forsvare, så det hele blev langsomt pillet fra hinanden. Det blev så dagens længste parti. Godt kæmpet Finn. 0,5 – 7,5.
Næste modstander bliver Læseforeningen 2 om 14 dage. Deres resultat i dag kendes ikke i skrivende stund, da det endnu ikke er indberettet 🙁 Men kampen bliver utrolig vigtig. Det er et af de hold, som vi skal slå, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at blive hængende.
/ Torben
Desværre vil konen have æren af sandwich – men jeg havde dem da med