Præstø åben EMT Sort mandag

Efter en tur på de sydøstsjællandske landeveje, som var mere hvide end sorte, nåede jeg lidt forsinket frem til klubben hvor der var sort af mennesker. Ingen afbud til 7. runde – herligt. Det blev sorts aften, 10-6 til de sorte brikker.
Masser af spændende ting undervejs. Madsen havde skovlen under Hanus, der havde ofret en løber for en bunke bønder, men den bunke viste sig at være nok – i hvert fald fik Hanus i yderste tidsnød kringlet sig frem til en udækkelig mat, så det blev heller ikke Madsen der tog et helt point fra den førende.
Ambirk og Torben var også ude i tidnød, Jan får sat en rigtig godt stød ind med f5, men får fulgt lidt skidt op og Torben vandt.
Morten brugte den sjældent forekommende Anderssens åbning, opkaldt efter tyskeren Adolf Anderssen som brugte den et par gange mod Morphy. Ikke nogen særlig ambitiøs åbning men den kan transponere til så meget andet – hvor om alting er, Morten vandt.
Villiam måtte ned mod Preben, men storebror Hakun tryllede Knud E. Finn havde et kolossal angreb mod Kims kongestilling i en lukket sicilianer men glemte åbenbart skuffereglen om at slå ind mod centrum. Det ville have bevaret trykket, taget et vigtigt felt i centrum og efter sigende have sat mat i få træk. Nu måtte Finn så vinde én gang mere hvad han også gjorde.
Markus Strange krøllede Dennis og er nu på 5 point af 7! og har foreløbig sat 89 point ind på ratingkontoen. Bo og Gregor delte, jeg så ikke meget af det, men det var sikkert korrekt, Mark kunne ikke hamle op med Søndergaard og måtte ned.
Henning Jakobsen kom med en succes fra Absalonturneringen i Sorø i weekenden og spillede rigtig solidt. På et tidspunkt kiksede beregningerne i en kompliceret stilling, han fik sat en springer over styr og så var det spil til et mål. Nok en sort sejr. Knud H. overspillede Mathias Bogø, Mike spillede noget andet end han plejer, men det betød blot han sætte brikker over styr mod Henning Jensen, Frede var vist ret heldig med remis mod Oskar, måske var Oskar træt efter de mange partier i Sorø?
Jørgen var foran med en løber mod Lis, men endte med at være nede med 4 bønder og en springer. Brandur vandt over Peter og aftenens hurtigste parti stod Justin og Viktor for; i lyntempo blev der fjernet brikker fra brættet. Da røgen lagde sig havde de begge 6-7 minutter mere på uret end da partiet begyndte!!
Næste runde er lagt og kan findes her. Har I afbud så brug fanen afbud, husk at orientere jeres modstander og evt. få aftalt ny spilledato og bruger i self-service her er det en kæmpe lettelse.
Vi ses til en ny spændende aften på mandag.

Dette indlæg blev udgivet i Præstø Åben EMT. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar